Zombieapokalypsen

Zombierne kom for lang tid siden, men jeg er stadig i live, jeg ved ikke hvorfor. Jeg burde være død. Lige som alle de andre. Lige som min søster og min ven og min far. Men det er lige meget nu. Jeg er alligevel død. Alene. De døde udenfor. Nej, for resten, der er ingen døde uden for. Der er ingen der dør i denne verden, ikke mere. De, der burde dø, er forbandet. Og de døde går omkring derude. 

Der er intet jeg kan gøre. Det har jeg altid vidst. Da de kom gjorde vi alle vores bedste for at forsva-re os. Fandt koben og bats og økser frem fra garagerne. Satte ekstra låse på dørene. Eller endnu bed-re, hamrede brædder for dem. Fandt dåsemaden frem og talte op hvor lang tid den kunne vare. Men selvfølgelig varede det ikke ved. Ingen kan overleve for evigt på den måde. Før eller senere er der for mange af dem til at du kan blive ved med at smadre deres hoveder ind med koben. For de bliver ved med at komme. Man vil gerne tro, at sværmen vil stoppe på et tidspunkt, men det vil aldrig ske, lige meget hvor mange der bliver dræbt kommer der altid flere. For ikke alle er lige gode til at for-svare sig. Børnene. Kvinderne. De gamle. Men den svaghed varer ikke ved i døden. Og selv stærke mænd har svært ved at slå små børn ihjel. Deres egne børn nogle gange. 

Men man må ikke vise svaghed. For i denne verden betyder svaghed død. Jeg mener, i den verden, den gamle verden har forvandlet sig til. I de dødes land. De levende døde.  Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver alt det her ned, der er jo ingen til at læse det. Jeg er den sidste mand i denne verden og zombier kan ikke læse. Eller også kan de. Det ved jeg ikke, men jeg tvivler på at de vil få noget ud af, at læse en overlevendes dagbog. De har jo ikke følelser. Men måske er der andre der kan finde håb i at læse disse ord. Hvis der mod forventning skulle findes andre overleven-de derude. Hvis det er tilfældet, så håber jeg af hele mit hjerte at jeg finder dig før vi begge er døde. Og hvis ikke, ønsker jeg dig alt mulig held og lykke i denne fordømte verden. Du får brug for det.

Diverse... Og jul

Så er det vist ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet sidst. I apologize...

I mellemtiden har jeg fået skrevet mit studieretningsprojekt, hvilket i sandhed fik mine øjne op for hvor smukt Edgar Allan Poe kunne skrive - ikke at jeg ikke vidste det i forvejen, ellers havde jeg jo ikke skrevet om ham. Og så har det være jul (og glædelig jul, ærgeligt at den ikke blev hvid) og en dejlig en af slagsen. 

Så nu nyder jeg min juleferie med Cormac McCarthys "Vejen" som er en gribende fortælling om en far og hans søn der går ud af en vej i et postapokalyptisk Amerika og funderer over hvornår de mon skal dø og hvor meget mad de har tilbage og om andre af livets store spørgsmål. Stemingen i den bog er simpelt hen så trist at det er helt deprimerende, men det er en god bog, meget følelsesladet selvom der ikke rigtig sker noget. For det meste går de bare ud af vejen. Prøver at komme frem gennem den grå sne og den bidende kulde. 

Forhåbentlig kommer jeg i gang med nogen afleveringer i næste uge, jeg ved at jeg har både AT og dansk aflevering for til en gang i det nye år, begge om det postmoderne samfund, og der er sikkert også andet, men det må jeg se på senere. Og så skulle jeg også gerne få skrevet noget, enten den novelle jeg har været i gang med i en evighed snart, eller også redigere min første roman. Urgh... Men når forlagene ikke vil have den må der være noget i vejen, ikke sandt?

Måske skriver jeg igen før nytår med mine tanker om No Country for Old Men som jeg også byttede mig til for en anden julegave.  Men hvis ikke, så håber jeg at du får at godt nytår med en stjerne- samt fyrværkeriklar nat. 

Silent Hill

Ak, ikke at være en del af det herlige fællesskab, ikke at kende James Sunderlands endelige skæbne, ikke at kunne nyde at vandre rundt i Silent Hills gader hvor meget man end ville... Suk

Til de uindviede kan jeg fortælle at Silent Hill er en spilserie udviklet af japanske Konami til PlayStation 2. Dens kendetegn er en trykkende stemning, en gribende psykologisk gyserhistorie og et knap så godt kampsystem i Survival Horror-genren.

Jeg har altid været en stor fan af gribende historier og troværdige karakterer i spil og spil som Fahrenheit og Shadow of the Colossus rangerer i toppen af mine favoritter, men jeg har ikke rigtig kunne komme ind i hele Silent Hill-universet. Desværre. For jeg føler mig så udenfor, når jeg ikke har spillet det, og det bliver nævnt i nærmest enhver online diskussion om spil med mindeværdige historier. Og jeg har prøvet det. Købte det endda. Og jeg fortryder at jeg solgte det igen hver gang jeg læser en eller anden prise det til skyerne for sin fantastiske historiefortælling. Jeg spillede mig igennem de første... fem timer tror jeg, men stadig blev jeg ikke rigtig fanget af stemningen - historien bevægede sig for langsomt fremad, og selvom jeg undgår gyserfilm, så blev jeg bare ikke særlig skræmt af hele universet. Og det kombineret med et dårligt kamera og styring samt det førnævnte kampsystem, gjorde at spillet ikke rigtig tiltalte mig.

Og nu føler jeg det som om jeg har misset chancen for at opleve den historie. Jeg har købt en PS3, og udviklingen af spillet er overgået til en amerikansk udvikler, så klassikerne tilhører officielt sidste generation. Måske burde jeg bare tage mig sammen og se om jeg kan finde det brugt et sted og så endelig tage mig sammen til at gennemføre det. Måske...

Jul og bøger

Jeg fik et problem, da jeg skulle udforme en ønskeseddel til jul, nemlig hvilke bøger der skulle på listen og hvilke der ikke skulle. Jeg har prøvet at begrænse mig, da jeg allerede har... 6-7 bøger stående standby på reolen (troede ikke at det var så mange, men har lige talt). 

Men det er egentlig ikke det, jeg vil snakke om i dag. Problemet kom, da Stephen Kings navn poppede op og mere specifikt serien Det Mørke Tårn. Jeg har læst og ejer de første fire af syv og diskuterede så med mig selv om jeg skulle liste de tre sidste bøger i serien. Jo, de første fire er udmærkede bøger, men de er altså også slemt overvurderede efter min mening. Især treeren trak nærmest ud i evigheder til det punkt hvor man tænkte på, om King mon havde sat sig for at skrive den mest langtrukne serie i historien. Han skrev selv i On Writing, at han slettede en stor del af det første udkast, men ærlig talt er det ikke til at se. Jeg gruer ved tanken om hvad der ville ske, hvis han begyndte at skrive endnu mere. Bevares, historien er god, og jeg har tænkt mig at læse serien færdig uanset hvad, men... Jeg har det et eller andet sted mærkeligt med at have de fire første stående, men ikke de tre sidste. Mit fornuftige jeg, siger at jeg bare burde droppe dem, læse dem på biblioteket engang når jeg får tid, for King har skrevet masser af andre bøger som jeg egentlig meget hellere vil læse (heriblandt den novellesamling jeg er i gang med nu "Different Seasons," som er fuldstændig fantastisk - jeg har kvalt de første hundrede sider allerede i dag). Men det neurotiske samler-jeg, som er begyndt at tage over nægter mig nærmest at læse noget uden samtidig at have det stående på reolen. 

Men hvem vandt så? Det gjorde Samleren (med stort S). Er det er problem? Bør man næsten ikke læse en serie færdig når man er begyndt? Når man har investeret så meget tid i den i tilgift? Eller vil jeg sikker bare gå og ægre mig over at jeg aldrig fandt ud af, om Roland fandt sit Mørke Tårn og hvordan, og den følelse kender jeg alt for godt - det er virkelig ubehageligt, men det kan jeg skrive om i morgen eller en anden dag.