fredag den 13. maj 2016

Skriv til musik

Det er blevet fredag og tid til endnu en Skrivefidus, som denne gang handler om det at skrive med musik i ørerne.
Videoen kan du se her, og nedenfor vil jeg skrive lidt mere om mine egne vaner.


Jeg har ikke selv en bestemt præference, som jeg aldrig viger fra i forhold til mit skriveri. Nogle gange skriver jeg i stilhed, andre gange med hovedtelefoner. Men generelt har jeg let ved at blive distraheret, så hvis jeg skriver, foregår det aldrig med vokalmusik. Jeg har læst om nogen, som lytter til udenlandsk musik for ikke at kunne forstå, hvad der bliver sunget, men selv det ville jeg finde for distraherende - der er simpelthen for stor en variation og alt for mange indtryk i "almindelig" musik til, at jeg kan finde det koncentrerende.

Men det sker alligevel ofte, at jeg sidder med hovedtelefonerne på, og hvad lytter jeg så til? Jeg er glad for ambient eller atmosfærisk musik - der kan jeg anbefale en Spotify-playliste, der hedder The Very Best Chill & Ambient Instrumentals. Det er også sket, at jeg har fundet diverse yoga/meditations/zen-playlister. Den slags fungerer rigtig godt for mig, fordi det er afdæmpet, afslappet musik, som skaber et fokuspunkt for hjernen uden at være distraherende med for mange elementer eller skift i tempo og dynamik.
Under NaNoWriMo for to år siden skrev til en hel roman, hvor et enkelt album af bandet Dawn of Midi kørte på repeat - det var 45 minutter med ekstremt langtidsæstetisk opbygning af alternativ, afdæmpet, rytmisk, nærmest hypnotiserende jazz. Tidligere år har jeg også eksperimenteret med at oprette en playliste med instrumental klaver- og violin-musik, der kunne sætte den rigtige stemning.
Skal det være endnu mere simpelt, kan jeg sætte ren atmosfære på, som lige er trinnet over white noise - en eller anden form for mere eller mindre konstant stemningslyd som regn, ildens knitren, stormvejr, brummen, summen og så videre.

Så det var mine auditive præferencer, når jeg skriver. Hvad er dine?

Ingen kommentarer: