Som bekendt arbejder jeg under den deadline, der hedder 1. maj, ikke bare for at skrive romanen færdig, men for at have den i en redigeret og nogenlunde færdig tilstand, der er klar til at blive læst af andre. Om den også bliver i stand til at vinde Science Fiction Cirklens konkurrence er et meget åbent spørgsmål, men uanset hvad er det en interessant udfordring for mig.
Jeg er vant til at skrive hurtigt og koncentreret i kortere perioder - det har jeg lært gennem mangen en NaNoWriMo, men det har altid været med den underforståede accept, at der ville være god tid til redigering bagefter også - og som regel også med noget mere planlægning, før jeg begyndte at skrive.
Det har der ikke været tid til denne gang, hvilket betyder, at jeg planlægger, mens jeg skriver, at scener opstår organisk, og det samme gør en del af plottets udvikling. Jeg ved naturligvis, hvor jeg gerne vil ende (for de fleste af karakterernes vedkommende), men vejen derhen er stadig åben for nye udviklinger - en spændende proces. Så sent som i dag troede jeg et øjeblik, at jeg var ved at skrive mig ind i et hjørne, men så tænkte jeg konsekvenserne af scenen igennem, og de kunne fint passe sammen med resten, så nu har jeg et lidt fastere greb om slutningen.
Jeg når i disse dage til et af de punkter i plottet, som jeg har set frem til lige fra dag et - en konfrontation, en afsløring, et punkt hvorfra konflikterne kun kan eskalere. Jeg troede, at det skulle komme omkring halvvejs, men det endte med at komme lidt senere hen mod slutningen. Spændingen er blevet godt bygget op, og jeg glæder mig til at se, hvordan det hele kommer til at spille.
Min fornemmelse for, hvor god en roman er, skifter som regel fra dag til dag, mens jeg skriver, og selvom der har været sortsynede dage, så har jeg generelt et positivt syn på det her manuskript.
Status på romanen er, at de otte episoder er mere eller mindre lagt fast (nu har de hver især fået titler!), og jeg er midt i at skrive den sjette. Her er, hvad jeg har skrevet i dag:
Og her er, hvad jeg skrevet i år:
Total antal skrevne ord: 88.500
Husk, at du kan følge med i den daglige skrivning her på Facebook
Ingen kommentarer:
Send en kommentar