torsdag den 27. november 2014

Novembers skrivning og en opkommende koncert

Jeg er blevet færdig med min roman. Det blev jeg i forgårs, og det hele gik mere eller mindre, som jeg havde planlagt. Ordmængden, 65.000, var lidt mindre, end jeg havde skudt efter, men til gengæld har jeg allerede noter til ekstra scener og den slags, når den skal redigeres. Indtil videre er den uden titel, men den kommer jo nok også på et tidspunkt.

Jeg var til poetry slam på Hansted i Svendborg i går, og der var god stemning. Lige nu er jeg dog mere opsat til på lørdag, hvor jeg skal optræde i min endnu unavngivne spoken word-duo med stemningsfulde ord og drejelire. Der er både gammelt og dugfrisk, uøvet materiale iblandt, og samme aften indtager også billedkunstnere, sværddansere og barokmusikere scenen. Jeg er spændt!
Flere detaljer om det arrangement kan findes her på Facebook.

torsdag den 13. november 2014

Metrolitteratur

Jeg hintede om nogle gode nyheder i sidste indlæg, og de må endelig afsløres nu!
Jeg indsendte et par digte til Saxos konkurrence Metrolitteratur, og de er blevet udvalgt som nogle af vinderteksterne!
http://www.saxo.com/dk/digte_epub_sx21267500
Jeg har efterhånden læst poetiske tekster op en del gange og på en del forskellige steder, men dette er første gang, man kan læse nogle af mine digte på (digitalt) tryk. En slags debut, kunne man sige. Jeg har jo aldrig betragtet mig selv som digter, men som forfatter, men nu er det vist ikke til at komme udenom.

Der vil blive opsat stationer på de københavnske metroer med QR-koder, så man vil kunne downloade disse små udgivelser (tre digtsamlinger og seks noveller) og læse på vejen fra et sted til et andet.

Metrolitteratur holder reception i morgen, fredag, klokken 10 på Nørreport metrostation. Der bliver taler, drikkelse og oplæsninger (også fra mig), og det glæder jeg mig naturligvis rigtig meget til. Under alle omstændigheder forventer jeg et andet publikum end det, jeg er blevet vant til.

NaNoWriMo-status: 38.263 ord før en travl weekend.

onsdag den 5. november 2014

NaNoWriMo 2014

Som forhåbentlig bekendt er det blevet november igen, og til nye læsere kan jeg fortælle, at det betyder, at det er tid til det fabelagtige projekt: National Novel Writing Month.
Kort sagt: 50.000 ord på tredive dage. Fra ingen roman til en hel roman.

Dette er mit syvende år som deltager i projektet, og langt de fleste af mine romaner er skrevet i november. Jeg har gennem årene eksperimenteret med en hel del forskellige genrer, science fiction, horror, krimi, adventure, "skønlitteratur" og forskellige blandinger heraf. Årets roman er ikke præcis nogen af disse genrer, men vel alligevel i samme boldgade.

Historien foregår i en urban fantasy version af Odense, hvor to grupper af overnaturlige skabninger, vargrævlingene og varrævene lever side om side. Deres fredelige sameksistens bliver dog forstyrret, da en af rævene overfaldes en nat, for hvem står nu bag? Nogen kender sandheden. Andre gør ikke. Atter andre forsøger at fabrikere forklaringer, der passer til deres egne motiver. Og imellem alt dette skal hovedpersonerne også forsøge at leve et nogenlunde normalt og ubemærket liv blandt almindelige mennesker, der ikke har nogen ide om, at de grævlinge og ræve, som render rundt under fuldmånens lys, ikke er helt almindelige.

Status lige i skrivende stund: Godt 14.000 ord. Mit mål for den tredivte november er 70-80.000 ord. Indtil videre former scenerne sig udmærket, og der er masser af stof at tage af. Jeg har lavet en del mere forarbejde i år, særligt i form af karakterskitser, for bedre at kunne skildre de forskellige personers motiver. Jeg har dog nogle problemer med kontinuitet og præcis scene-rækkefølge, som skal løses i løbet af måneden. Men det er alt sammen en spændende del af romanskrivningsprocessen.
Jeg hygger mig og glæder mig.

PS: Jeg har også gode nyheder, men de er stadig hemmelige. Ti dage endnu ...

PPS: Jeg deltager i poetry slam på Teater Momentum torsdag klokken otte. Nye tekster. God stemning. Be there!