Læste Roosevelt også Lovecraft?

”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.”

Sådan skrev Howard Philips Lovecraft i sit essay ”Supernatural Horror in Literature” fra 1927, og i hans mange frygtindgydende noveller og historier skorter det ikke med eksempler på denne filosofi. Hovedpersoner bliver vanvittige i skræmmende antal, på grund af deres evindelige og destruktive nysgerrighed og interesse i de mange navnløse rædsler, der lurer i universets mørke dybder.

Alt dette er velkendt og blevet gentaget mange gange. Men hvem var klar over, at også USAs længst siddende præsident, Franklin Delano Roosevelt havde læst Lovecraft, da han holdt sin berømte åbningstale til nationen i 1933?

”First of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory.”

Inspirationen fra Lovecrafts terminologiske rædselskabinet er tydelig i Rossevelts første sætninger, men han bløder det naturligvis op med en uundgåelig optimisme, der skal berolige den trykkede og skræmte befolkning: det er muligt at sejre over ondskaben med en stærk leder og et stærkt folk. Vi må have håb for fremtiden:

”The money changers have fled from their high seats in the temple of our civilization. We may now restore that temple to the ancient truths.”

Se det lyder interessant! Vores civilisations tempels ældgamle sandheder skal genoprettes. Spørgsmålet er dog, hvad han mener med dette? Er det menneskehedens sandheder og civilisation, eller er det et meget ældre og mere frygtindgydende samfund, han hentyder til? Money changers er måske ikke andet end en kløgtig eufemisme...

”These dark days will be worth all they cost us if they teach us that our true destiny is not to be ministered unto but to minister to ourselves and to our fellow men.”

Aner man her et opgør med Lovecrafts kosmiske, pessimistiske kynisme? Roosevelt syntes igen at udtrykke den tro, at menneskeheden kan frigøre sig Cthulhus evige greb, frigøre sig fra jordens mørke fortid, hvor shoggoths løb frit. Han må naturligvis tage hensyn til sine uvidende vælgere, der desperat ønsker fremgang, men er han virkelig så naiv at tro, at det overhovedet gør nogen forskel, hvilken regering og hvilket samfund vi opbygger?

”Finally, in our progress toward a resumption of work we require two safeguards against a return of the evils of the old order.”

Det ser ud til at være tilfældet. Og hvilket middel anbefaler den nyligt valgte præsident så som det bedste middel til at undgå Cthulhus genkomst?

”Strict supervision of all banking and credits and investments; and provision for an adequate but sound currency.”

Det kan virke som et antiklimaks. Bankpakker? Er det virkelig alt?

Men det er det selvfølgelig ikke. Som allerede mere end antydet lurer der dybere og mere singulære grusomheder under al finanssnakken.

Men det kan jo også være, at indflydelsen er gået den anden vej, for Lovecraft var faktisk en af de mange amerikanere, der stemte på Roosevelt.

Er Cthulhu og de gamle guder i virkeligheden blot Lovecrafts kreative afbildning af USA's skrantende økonomiske situation? Repræsenterer R'lyehs rædsler (som første gang blev nævnt i Call of Cthulhu 1928, blot et år før krakket) rent faktisk kaosset på Wall Street, et ufatteligt system, som overvælder almindelige mennesker med sin kompleksitet og vidtrækkende betydning for deres dagligdag og deres usikre fremtid? Et monster, der truer med at opsluge dem?

Måske er det derfor Lovecraft vedbliver at være populær år efter år – verden bliver ved med at gå af helvede til. Jeg spår i hvert fald et helt nyt fortolkningsområde for Lovecraft-studerende i fremtiden...

At the Mountains of Madness

At the Mountains of Madness

Af H. P. Lovecraft

Lovecraft fortæller i Mountains of Madness (1936), som Poe gjorde det i Arthur Gordon Pym  (1838) om en ekspedition til Antarktis, den mystisk dragende, uopdagede del af jorden. Det er en kort roman, men en af den klassiske horrorforfatters mest betydelige værker, da den præsenterer læseren for både en rystende, gyselig læseoplevelse og et detaljerigt indblik i hans kosmiske rædselsunivers kendt som The Cthulhu Mythos.

”I am forced into speech because men of science have refused to follow my advice without knowing why. It is altogether against my will that I tell my reasons for opposing this contemplated invasion of the antarctic (…) And I am the more reluctant because my warning may be in vain.”

Forskerholdet sendt ud fra Miskatonic University rejste ud for at kortlægge Jordens geologiske og biologiske forhistoriske tid mere detaljeret ved hjælp af isboringer, jordprøver og bestemmelser af fossiler, men ender med at finde noget mere frygteligt i jordens fjerneste egne.

Sædvanligvis kan horror godt, hvis det onde bliver for detaljeret, miste noget af sin kant, miste noget af den fremmedhed, som karakteriserer det mest skræmmende. Dette er dog ikke tilfældet hos Lovecraft, for på trods af, at han beskriver ekspeditionens fund i en detaljegrad, der kan næsten kan være kvælende og søvndyssende, hvis man ikke fordyber sig i læsningen, virker det ikke ligegyldigt, mindre betydningsfuldt eller skræmmende. Måske fordi det ikke er blodige rædsler eller voldshandlinger, han beskriver, men netop noget der er fremmed og mystisk for selve menneskeheden og jordens liv, som vi kender det – og noget, der medfører nogle ubehagelige konsekvenser, der bliver udforsket i hovedpersonens tanker. Holdet kan drage de konklusioner af deres opdagelser, at Jorden og mennesket ikke blev skabt naturligt, men af kosmiske og almægtige, ufattelige (i ordets egentlige forstand) væsener, der ikke kunne være mere ligeglade med menneskets eksistens. Selv i den religiøse tankegang om en gammeltestamentelig Gud, modtager ”onde” mennesker opmærksomhed i kraft af dommen til evig straf i Helvede – den slags er ingen steder at finde hos Lovecraft, der i sin kosmiske rædselsfiktion udtrykker den holdning, at mennesket blev skabt ved et rent tilfælde, og at vores liv derfor både er menings- og betydningsløst. Dette verdenssyn bliver videregivet effektivt i fortællingen, og den eksistentielle rædsel, det fremvækker, virker ganske betydningsfuld i romanens univers.

Lovecraft er på grund af sin omstændelige og komplicerede stil bestemt ikke for alle, men han er en klassiker i horrorlitteraturen og det med rette. Historien om hvordan hans samtidige videreførte og udbyggede Cthulhu og de gamle guders univers er velkendt og selv i dag, halvfems år efter de første noveller blev skrevet udgives Lovecraft-inspirerede antologier (og i Danmark, endda).

Hvis man ikke er bekendt med Lovecraft og hans univers i forvejen, vil Mountains of Madness måske være en for stor mundfuld. I det tilfælde kan anbefales en af de klassiske noveller Call of Cthulhu eller den korte Statement of Randolph Carter der ligger uden for den kosmiske horror, men stadig er gennemsyret af de unævnelige, ubeskrivelige rædsler, som Lovecraft gennemgående arbejder med.

Lovecrafts bedste fortællinger kan findes i bl.a. denne smukke udgave som på det seneste er blevet min absolutte yndlingsbog. Lovecrafts værker giver både rædselsvækkende læseoplevelser og stof til eftertanke og er helt bestemt værd at bruge lidt tid på at gøre sig bekendt med.