fredag den 1. november 2013

Workshops, slams og skrivning

Jeg er åbenbart nu så etableret en poetry slammer, at jeg kan bruges til ting. Det er en mærkelig følelse. I går var jeg til Torsdagslounge på Brandts og udgjorde sammen med impro-historiefortælleren Kasper Schultz den "Live Poetry" som var programsat. Det betød poetry slams på en blålyst og DJ-underbygget scene med panoramavinduer ud til et fabelagtigt flot regnvejr i mørket. Jeg har aldrig optrådt med musik før, men det var en virkelig cool oplevelse. Noget ganske andet var det til gengæld at fremsige en tekst for en lille flok mennesker, som gik og nærstuderede Rafal Milachs fotografier i en enorm udstillingshal. Tiltrak jeg mig opmærksomhed? Ja. Var det mærkeligt? Ja, men ikke så mærkeligt som da jeg prøvede det samme i den blippende udstilling for 80'er arkadespil (jeg undskylder, hvis jeg brød jeres fokus på spillene).

De sidste to torsdage har også været ude til to poetry slam workshops på skoler på Fyn sammen med andre garvede slammere, gode Kåre Wangel og Lasse Nyholm Jensen, hvor vi har udfoldet vores kunnen for unge teenagere og også lykkedes med at få dem til selv at skrive og stille sig op på scenen. Og er du skolelærer og interesseret i en gratis (ja!) workshop, så klik ind på http://www.skoleslam.dk/ for detaljerne.

Og ej at forglemme, så er i dag d. 1. november, også kendt som National Novel Writing Month. Jeg skrev de første ord på min seneste roman ved midnat, og jeg fortsætter i løbet af den næste måned med en konspiratorisk akademisk thriller om strukturalismens forråede forfader. Ny genre, og de første tusind ord er gået op ad bakke, men jeg håber og tror på, at det kommer til at glide lettere om ganske kort tid.

PS: I går var det også 31. oktober og Halloween og etårsdagen for udgivelsen af min første roman, Skygger fra Oktoberland. Har du lyst til at støtte mig og få en god læseoplevelse, så kan du bestille bogen lige her http://replikant.dk/vare/857/ hvis du ikke allerede har gjort det :)

Ingen kommentarer: