Skriv eller DØ!

Kender du det program, der hedder Write or Die?
Hvis du er forfatter og nogle gange har svært ved at motivere dig selv til simpelthen at sætte dig ned for at skrive, så kig med her, hvor jeg demonstrere skriveprogrammet, der giver dig en seriøs motivation for ikke at fjerne fingrene fra tastaturet:

Gå til www.writeordie.com for selv at prøve at skrive under pres og se så hvor hurtigt man rent faktisk kan skrive 500 ord.
Selv bruger jeg ikke programmet længere, jeg har - i det store og hele - lært at sætte mig ned og få skrevet, selvom det nogle gange går trægt. Det er naturligt, og jeg reklamerer heller ikke for Write or Die som forfatterens eneste skriveprogram, langt fra! Skrivning kræver også refleksion, og nogle gange er det i orden at stoppe op og overveje, om man skal bruge det ene eller det andet ord. Men skal du have en kickstart, så findes der intet bedre værktøj!

Skrivefidusen: Fortælleperspektiver

Det er blevet weekend endnu en gang, hvilket betyder, at jeg uploadede en splitterny Skrivefidus i går. Denne gang handler det om fortælleperspektiver, og jeg snakker om fordelene og ulemperne ved første person, anden person og tredje person, altså jeg, du og han/hun.

Kort fortalt er jeg-fortælleren den mest intime, hverdagslige fortællestil, der lader forfatteren karakterisere fortælleren gennem ordvalg og beskrivelser samtidig med at plottet skrider frem. Det giver også mulighed for at lege med upålidelige fortællere, hvilket kan tilføje et spændende tvist til historien.

Tredjepersonsfortælleren er mere smidig og fleksibel, kan springe friere i tid og sted og beskrive både handlinger, steder og tanker, afhængigt af om det er en indre eller ydre fortæller. 

Den sjældne du-fortæller kan virke intimiderende på mange, distancerende og påståelig, fordi den virker så privat og grænseoverskridende, samtidig med at der er stor risiko for at bryde den fjerde væg med konstante læserhenvendelser. Man ser oftest du-formen i brev-romaner og lignende, hvor du-personen er en karakter med et forhold til den egentlige fortæller.

Denne uges skrivefidus er at skrive en scene med to personer, hvor den ene har en hemmelighed for den anden. Skriv først scenen med en alvidende tredjepersonsfortæller, så læseren får indblik i hemmeligheden. Skriv så den samme scene endnu en gang, men med en jeg-fortæller, så læseren skal gætte sig til, hvad der foregår gennem kropssprog, personbeskrivelser og dialog.

God skrivning!

PS: I NaNoWriMo-nyheder har jeg skrevet knap 27.000 ord, slået ihjel, startet brande og skabt masser af paranoia. Så alt er godt!