Og ferie. Julegaver er ordnet, opgaver til universitetet er afleveret, tilbage står hygge og skriveri i forskellige afskygninger.
Jeg er netop blevet interesseret i de klassiske text adventure-spil fra firserne ("Du står i en mørk korridor. Der ligger en blodig kniv på gulvet. Mod nord og syd er døre til resten af huset. Hvad gør du?") og har også planer om at begynde at programmere sådan et spil/historie. Endnu ved jeg ikke, hvad det skal handle om, men jeg lærer langsomt sproget at kende (Inform 7, hedder det).
For første gang har jeg også fået en julegave fra kulturstyrelsen i form af bibliotekspenge. Det er ganske vist lige godt to år siden, at Skygger fra Oktoberland udkom, men jeg var lidt langsom til at registrere mig (og Kulturstyrelsen var heller ikke helt kvikke), så derfor først nu. Jeg havde ikke regnet med at kunne få del i de penge med bare en enkelt bog og bidrag til et par antologier, men det er så alligevel lykkedes.
Op til juleferien har jeg været i gang med at redigere Mareridt (som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen), så de nu snart at klar til at sende ud i færdig form. Jeg har to færdige romaner liggende, som skal redigeres på et tidspunkt hen over vinter/forår, og en digtsamling ligger også og bobler under overfladen.
Og det var vist alt for denne opdatering. Jeg ønsker alle mine dejlige læsere en god jul!
onsdag den 24. december 2014
søndag den 14. december 2014
Nat på Museet
Jeg er udmattet. Det kan jeg lige så godt sige med det samme. Hele fredag og lørdag har jeg måske fået en god times søvn, men den tid er givet godt ud. Jeg har nemlig lavet kunst i stedet.
Sammen med tre andre kunstnere, instruktør Jeppe Sand, musiker Nicolas Koch-Simms og skuespiller Casper Wichmann, samt ti drama-elever fra Mulernes Legatskole har jeg skulle skabe en scenekunst-forestilling fra bunden på 24-timer.
Scenekunst - hvad er nu det? Ja, der er i hvert fald en grund til, at jeg kalder det sådan i stedet for det mere mundrette "teater."
Forestillingen endte med at blive en vandreforestilling, hvor publikum blev ført gennem en meget særlig scenografi, nemlig den eventyrlige Sanseudstilling på Brandts museum. Det var mindre en lineær teaterforestilling og mere en udforskning af alt det, vi fortrænger i dagligdagen, den barnlige leg og de dystre tanker, den eksistentielle eftertænksomhed. Alt det havde vi iscenesat på forskellige måder, med fælles digtoplæsninger, musikalske numre, anonyme monologer, brudstykker af drømme og dramatiske scener. Det lyder sikkert langhåret, og det var det også. Vi havde som sagt 24 timer, og så er man nødt til at lægge sig fast på noget indhold hurtigt, så det kan blive indøvet og få form.
Som forfatter og poet havde jeg ansvaret for at lede en skriveproces med de unge og derefter sætte form på teksterne og øve dem, så de kom ud med størst mulig slagkraft. Jeg har jo været vant til at lave workshops i poetry slam, men dette var alligevel noget ganske andet, fordi det jo også er en fælles proces, og alle er hundrede procent engagerede. Til tider forvirrende, men en fælles udforskning af et enkelt emne giver også så mange ideer, som man aldrig selv ville have tænkt på, og det bliver enderesultatet kun bedre af.
Vi endte med at opføre den færdige forestilling to gange, og så var det ellers ud af vagten - udstillingen skulle jo åbne igen for det "almindelige" publikum tyve minutter senere. Alt i alt en rigtig fed og inspirerende oplevelse i nogle anderledes omgivelser og med en anderledes kreativ proces, som konstant var præget af fællesskab og nye input.
Sammen med tre andre kunstnere, instruktør Jeppe Sand, musiker Nicolas Koch-Simms og skuespiller Casper Wichmann, samt ti drama-elever fra Mulernes Legatskole har jeg skulle skabe en scenekunst-forestilling fra bunden på 24-timer.
Scenekunst - hvad er nu det? Ja, der er i hvert fald en grund til, at jeg kalder det sådan i stedet for det mere mundrette "teater."
Forestillingen endte med at blive en vandreforestilling, hvor publikum blev ført gennem en meget særlig scenografi, nemlig den eventyrlige Sanseudstilling på Brandts museum. Det var mindre en lineær teaterforestilling og mere en udforskning af alt det, vi fortrænger i dagligdagen, den barnlige leg og de dystre tanker, den eksistentielle eftertænksomhed. Alt det havde vi iscenesat på forskellige måder, med fælles digtoplæsninger, musikalske numre, anonyme monologer, brudstykker af drømme og dramatiske scener. Det lyder sikkert langhåret, og det var det også. Vi havde som sagt 24 timer, og så er man nødt til at lægge sig fast på noget indhold hurtigt, så det kan blive indøvet og få form.
Som forfatter og poet havde jeg ansvaret for at lede en skriveproces med de unge og derefter sætte form på teksterne og øve dem, så de kom ud med størst mulig slagkraft. Jeg har jo været vant til at lave workshops i poetry slam, men dette var alligevel noget ganske andet, fordi det jo også er en fælles proces, og alle er hundrede procent engagerede. Til tider forvirrende, men en fælles udforskning af et enkelt emne giver også så mange ideer, som man aldrig selv ville have tænkt på, og det bliver enderesultatet kun bedre af.
Vi endte med at opføre den færdige forestilling to gange, og så var det ellers ud af vagten - udstillingen skulle jo åbne igen for det "almindelige" publikum tyve minutter senere. Alt i alt en rigtig fed og inspirerende oplevelse i nogle anderledes omgivelser og med en anderledes kreativ proces, som konstant var præget af fællesskab og nye input.
Abonner på:
Opslag (Atom)