Uddrag fra to romaner

Sommerferien i den sidste måned har været optaget af flere ting. Dels har jeg arbejdet frivilligt for Odense Spoken Word Festival, som for alvor løber af stablen i næste uge. Bor du i Odense, så sker der en masse fede ting fra mandag til lørdag, som du kan læse mere om her: http://spokenwordfestival.dk/program/
(Jeg er blandt andet med til at afholde en workshop i poetry slam om lørdagen, så vil du blive bedre til at stå på en scene og fyre dine egne tekster af, så er det bare at melde sig til!)

Og så er vi i redigeringsland, igen igen. Og det er noget af en opgave, jeg står midt i. To romaner står nemlig for skud:

Den nederste papirbunke er et spinkelt manuskript. De to øverste med spiralryg er et digert manuskript. Tilsammen er der tale om cirka 235.000 ord.

Jeg er næsten halvvejs igennem første gennemlæsning af Moderskib, mit opus af en New Weird-roman, og bagefter venter andet gennemsyn af mit mindre, "litterære" manuskript, J. Alfred Prufrocks Memoirer,  som jeg allerede har haft under behandling en gang, men som nu også har været gennem betalæsning.

Og så tror jeg, jeg vil løfte sløret lidt for de to romaner ved at give et kort uddrag fra hver. Så kan man jo selv vurdere, hvilket der vil falde mest i ens stil. 

Først lidt fra Moderskibs første side: 

Men du så hende jo ikke. I virkeligheden.
Du fyger ned ad gaden, løst som et blad i den herskende efterårsvind. Du kan mærke kulden bide i dine kinder koldere end normalt. Det er alt for koldt, måske bare inde i dig selv. Det er sent, men ikke så sent, at andre mennesker ikke også er vågne. (...)
Du lukker øjnene og fortsætter, fødder smækkende mod fortovet, nu mod asfalten, for du må skynde dig. Der er noget, du må forhindre, som allerede er sket.
Forstaden smelter omkring dig, højhuse og metalgitre vokser ud af jorden. Byen virker mere befærdet, den virker mere levende og mere død, mere kravlende og krybende. Kakerlakker er vel en slags liv. Det er en tanke. Ensomme mennesker vender blikket efter dig, da du løber forbi dem, hurtigt, uden at gengælde opmærksomheden. Du må have travlt og har ikke tid. Du må have ingen tid. Til andre eksistenser, bortset fra hendes.  

Og sådan starter et eventyr om rumvæsener, sammensværgelser, kloakrotter samt hensynsløse og udødelige kommunearbejdere.

Vil du hellere læse en afdæmpet historie om kartografi og isolation i storbyen, kommer her et uddrag fra midten:

På et tidspunkt må det være sket, jeg ved ikke hvornår, at det holdt op med at være menneskene, som styrede byen, men byen, som styrede menneskene. På et tidspunkt måtte dens størrelse og udvikling have nået et kritisk punkt, hvor intet enkeltmenneske kunne kontrollere det længere, skubbe det tilbage til dets udgangspunkt. På dette tidspunkt må en selvforstærkende mekanisme være gået i gang. Ikke som at skubbe til en række dominobrikker, men som at spinne et tandhjul og dermed sætte tusind andre i værk, tusind andre i en evighedsmaskine, som videnskaben fortæller os, ikke er mulig, men som New York er det skinnende og krattende pragteksempel på. 

Ønsk dem held og lykke hos forlagene!