I sidste uge var jeg på Vallekilde Højskole, hvor jeg blev introduceret til den spændende verden af radioproduktion, og mere specifikt radiodrama. Sammen med resten af den fem mand store drama-redaktion på kurset brugte jeg de sidste fire dage på at skrive, indspille og sammenklippe tre episoder af en gyserføljeton. De var ikke mere end seks-otte minutter hver, men alligevel arbejdede vi stort set uafbrudt fra opvågnen til søvnfalden hver dag.
At skrive og producere til radioen er anderledes end at skrive til papiret, har jeg så fundet ud af, og det på mange sjove måder. Man kan tillade sig at gentage sig selv, være lidt mere eksplicit, men man kan dårligt tillade sig at antyde pointer, fordi man ofte har så kort tid, og lytteren ikke har mulighed for at gå tilbage i teksten. Fortællerstemmen er et kapitel for sig selv, det kan aldrig komme til at spille så stor en rolle som på papiret - i virkeligheden er radiodrama nærmere at sammenligne med teater end med skrevne historier.
Og lydene, det er jo det centrale. Lydene må fortælle så meget som muligt, og ideelt skal de erstatte fortælleren, sætte scenen og skabe billeder i lytterens hoved. Mas, kvas, bump, splat - og så videre ...
Vores produktion fra højskolen bliver muligvis lagt ud på nettet engang i fremtiden, og så vil jeg naturligvis linke til den, men indtil da vil jeg præsentere en soloproduktion, som jeg har arbejdet med i løbet af de sidste par dage. Der er ikke tale om et decideret radiodrama, men i stedet en lydlig dramatisering af en af mine egne noveller, nemlig den postapokalyptiske zombie-kærlighedshistorie, Strålende Lys, Udstrakt Verden.
Enjoy!
