Den færdige roman hedder Moderskib, er 168.000 ord lang og har taget cirka ti gange så lang tid at skrive som nogen anden roman, jeg tidligere har bedrevet.
Moderskib, en horror/fantasy/spændings/science fiction-roman i tre dele, blev påbegyndt til NaNoWriMo i 2011, og jeg har også skrevet om handlingen og den aparte arbejdsproces tidligere (her). Dengang skød jeg på et endeligt wordcount på 150 tusind. Det blev lige i underkanten, men dengang havde jeg heller ikke udviklet romanens to sidste dele, der blev nødvendige (?) for at binde knude på alle de ender og kanter og kroge og hjørner, jeg havde skrevet mig selv op i.
Enormt frigørende føles det endelig at være færdig og ikke have det ufærdige, udprintede manuskript liggende ved siden af computeren, men måske nærmere hængende over hovedet som en manifestation af den dårlige samvittighed. I hele november skrev jeg meget hver dag, i december skrev jeg noget de fleste dage, og i de sidste otte måneder har jeg i korte perioder forsøgt at skrive og blive færdig og i lange perioder lagt den til side og ærgret mig over det. Der var simpelthen for meget at gabe over, plotmæssigt, og hele processen var blevet strukket ud så langt, at jeg ikke engang selv, til sidst, havde styr på, hvad jeg havde skrevet i de første to måneder. Det gjorde det selvsagt til lidt af en udfordring at skrive en logisk og omfattende slutning på romanen. Om det er lykkedes, ved jeg endnu ikke. Jeg har ikke turdet læse den i sin helhed. Men den er sikkert god. Håber jeg.
Men færdig er den i det mindste, hvilket endelig gør mig fri til at arbejde på forberedelserne til NaNoWriMo 2012, og den roman bliver temmelig meget anderledes end den foregående og det meste af, hvad jeg tidligere har skrevet også.
Sådan må man jo gøre for at udvikle sig. Hele tiden udfordre sig selv og slibe skrivningens klinge skarpere og skarpere.
