Glædelig jul!

Bare en kort julehilsen herfra, og så lige et par forslag til hyggelige, uhyggelige eller direkte ubehagelige bøger, hvis al den søde julefred bliver for meget.

Dystre Danmark II er en serie nyskrevne, bloddryppende horrornoveller kan erhverves lige her: http://www.hplmythos.dk/

Der sker igen er en samling noveller om et Danmark dystert på en anden måde, drevet af had og racisme: http://kandor.dk/?p=690

Og selvfølgelig er det et tilfælde, at jeg har bidraget til begge antologier. Det samme har også A. Silvestri, Jonas Wilmann, Morten Carlsen og Thomas Strømholt. Man aner en sammenhæng.

Igen et ønske om en glædelig jul, uanset om den bliver tilbragt i familiens trygge skød eller i den ensomme, mølædte lænestol flakkende oplyst af dryppende kerter ved siden af vinduet, der kun dårligt beskytter mod blæksort uvejr, natteravne og spøgelser, indpakket af frygt for en forfærdelig fremtid og med fortællinger i kraniet, der kun alt for bloddryppende fodrer fantasien og prikker til den kriblende, krablende fornemmelse bagerst i hovedet, der spørger, om du i virkeligheden er alene ...

Historien om en rodet roman

Det er en historie uden ende, må jeg for det første advare om. Og så handler det om NaNoWriMo, selvom eventet jo officielt er overstået. Jeg endte med at nå lige over 80.000 ord fra de. 1. til d. 30. november, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med.

Jeg endte dog også med en ufærdig roman, en roman, som havde muteret og afveget så langt fra dets begyndelsespunkt, at jeg næsten ikke længere vidste, hvad der var op og ned. Jeg har skrevet en roman i november de sidste fire år og er indtil nu altid blevet færdig inden for de tredive dage. Sådan skulle det ikke gå denne gang. Måske fordi jeg arbejdede ud fra så løst et grundlag og mangel på synopsis, at det var bydende nødvendigt med kreativitet i overdrive for at skabe en spændende roman.

Men lad os starte fra begyndelsen. Jeg ville skrive om en mand, som blev bortført af aliens. Det blev han så. Jeg ville skrive om hans søgen efter sin gravide kæreste oppe i rumskibet. Det nåede jeg lige netop at få antydet. Jeg ville indskyde små hallucinationer induceret af rumvæsen-LSD mellem denne plottråd. Det gjorde jeg, og så tog hallucinationerne overhånd, og de sidste 80.000 ord har udelukkende handlet om dem.

Det første skridt blev nok taget d. 5. november. De første par dage var gået fint, men den dag mente jeg ikke at have noget interessant at skrive om, så jeg tyede til en tried and tested Nanwrimo-tradition: I anledning af Guy Fawkes-dag at skrive en eksplosion ind i romanen. Det var ikke så svært, og det førte mig lidt videre. Næste dag havde jeg forudsigeligt nok det samme problem igen. Hence: Travelling Shovel of Death, endnu en Nanowrimo-tradition, hvor man slår en karakter ihjel med en skovl.

Skovldrabet førte til en intens konflikt og skabte min primære antagonist, en fantastisk ækel zombie-kloakarbejder. Nok til at skrive løs i endnu et par dage ud ad den tangent.

En dag opfordrede en person på Nanowrimo-forummet så til at inkludere ordet Pamplemousse (fransk for grapefrugt) i romanen, hvilket jeg gladelig gjorde til navnet på en sød rottepige. Nu har næsten alle mine karakterer navne fra det franske cuisine.

Måske en uge senere modtog jeg et postkort fra en forfatter fra Cardiff, som udfordrede mig til på en eller anden måde at skrive et slot ind i romanen. Okay, tænkte jeg, for på det tidspunkt havde jeg mere eller mindre forladt det ynkelige skelet af en synops, jeg havde haft fra start. Altså fik jeg placeret et gammeldags slot et sted, hvor sådan et dårligt burde kunne stå oprejst (i kloakken).

Jeg er på nuværende tidspunkt 96.000 ord inde i romanen, den er snart længere end noget andet, jeg har skrevet, og allerede mere kompliceret, har flere twists og flere betydningsfulde og vigtige karakterer end nogen af mine tidligere romaner. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal afslutte den – jeg har et par ideer, men har endnu ikke bestemt mig. Hvor lang den bliver er jeg heller ikke klar over. 120 måske, men nok nærmere 150. Hvilket betyder et godt stykke arbejde endnu.

En ting kan jeg da sige. Jeg glæder mig til, at jeg bliver færdig og kan sætte mig ned og læse, hvad det er, jeg har fået rodet mig ud i. Indtil da forsøger jeg bare at nyde rutsjebaneturen.