Ensomhedens Fæstning føles som en overflod af virkelighed. Den er en tabt eller oplevet eller husket eller fuldt ud levet barndom i Brooklyn op gennem 70’erne og 80’erne. Personligt kender jeg ikke nok til den periode til at genkende halvdelen af de musikalske og popkulturellere referencer, men universet bliver beskrevet så tydeligt og troværdigt, at det ingenting gør.
Den lille, store verden omkring Dean Street, de flygtige og varige ven- og bekendtskaber bliver smukt realiseret gennem det præcise, detaljerige og poetiske sprog, der gør Jonathan Lethems værk så mesterligt.
Som en tændstik flammer op i et mørklagt rum. To hvide piger i flonelnatkjoler på røde vinylrulleskøjter med hvide snørebånd forsøgte sig med cirkler på et revnet blåliggråt fortov klokken syv en juliaften. Pigerne hviskede vers, de var hviskende vers, og det fine hår var som en let rødmende aftenhimmel og flød, som var det aldrig blevet klippet.
Sådan lyder romanens første sætninger, og de fortsætter lige så smukt. Oversættelsen af Søren K. Barsøe formidler for det meste stemningen rigtig godt, men det er en meget amerikansk bog i både sprog og effekt, hvilket kommer til at skinne igennem enkelte steder. Dette er selvfølgelig ikke til at undgå, og har man ikke mulighed for at læse den originale (hvilket altid bør foretrækkes, uanset oversættelsen) er den danske udgave helt solid i sin gengivelse.
Under læsningen kan man sidde og blive helt nostalgisk efter en fremmed verden i slumkvarterernes små gader fyldt med funky musiktoner, grafittifascination og dybe, racemæssige kløfter. Konflikter født af racemodsætninger er der rigeligt af, da hovedpersonen Dylan er det eneste hvide barn i gaden, og derfor må lære at begå sig som en outsider og evig whiteboy. Han finder dog også en ven i Mingus Rude, et venskab som er et af bogens primære omdrejningspunkter. Der bliver trukket på et dejligt karaktergalleri gennem hele romanen og personer, der går tabt gennem årene genoplives flere gange, så både deres og Dylans udvikling tydeliggøres.
Lethem har tidligere udgivet Motherless Brooklyn, som jeg ikke har læst, og senere Chronic City, som var min introduktion til New Yorker-forfatteren. De to bøger deler mange kvaliteter, det smukke sprog, storbyen, og de utallige større og mindre bidder populærkultur man får slynget i hovedet. Ingen af bøgerne har et stringent, sammenhængende og spændingsmættet plot, men er fyldte med mere eller mindre tilfældige engangsbegivenheder, som dog ikke virker betydningsløse af den grund, også fordi de næsten alle har en indflydelse på livet på den ene eller den anden måde. Her bliver fortalt livshistorier over lang tid, i Ensomhedens Fæstnings tilfælde, omkring tredive år. En barndom, en opvækst, en usikker voksentilværelse plettet og influeret af de tidlige års oplevelser – et perfekt eksempel på en bog der tilbyder læseren et stykke af en fremmed virkelighed og en verden, man har lyst til at leve sig ind i, på trods af alle overfaldene fattigdommen og samfundskonflikterne. Alle bliver de æstetiseret af sproget i en sådan grad, der gør værket fuldstændig uundgåeligt.
